Farvel til migrænen!
© Leif Varmark, plantemad.dk, 2011. Oversat og bearbejdet efter Star McDougaller Beth Burns: »Goodbye to Migraines!«, 2008. Med kommentar af John McDougall.
Mine migræneanfald begyndte, da jeg var fire år gammel. Min mor kaldte det »sult-hovedpine«, og hver gang jeg fik et anfald, reagerede hun ved at overfodre mig. Jeg lærte hurtigt at forbinde mad med smertelindring til trods for, at den ekstra mad aldrig fik min hovedpine til at forsvinde. Jeg græd ofte af smerte, hvilket kun gjort tingene værre.
Jeg voksede op i Michigan. Min far kæmpede gennem det meste af min barndom for at finde arbejde, så han kunne forsørge vores familie på syv. Min mor var en meget kærlig person, og hun viste sin kærlighed til os børn ved at give os ekstra omsorg og stå på pinde for os. Da vi ikke havde penge til at købe de ting, andre børn fik, viste min mor sin omsorg ved at bage og lave mad. Hun var virkelig god til det, og jeg var rigtig god til at spise, hvad hun lavede. Hvis vi sagde, at der var noget, vi ikke kunne lide eller at vi ikke kunne spise mere, så kunne man se smerten i hendes ansigt. Derfor spiste jeg alt.
Jeg kan huske min mors kande med fedt, som stod bagerst på komfuret. Hun plejede at gemme fedtet fra det kød, hun stegte til aftensmaden (burgere, bacon, svinekoteletter), og så brugte hun det næste dag til at stege æg til morgenmaden. Torsdag var bagedag, og så hældte mor alt det resterende fedt fra kanden ned i dejen til småkager, kager, brød og tærter.
Selv om min mor gjorde, hvad hun kunne for at være god ved sin familie, tilbragte hun meget af min barndom i sengen. Det virkede, som om hendes hoved gjorde ondt hele tiden. Jeg kan huske, at hun ofte bad mig om at bringe hende en håndfuld aspirin – bogstaveligt talt en hel håndfuld. Mens andre børn i kvarteret løb og legede udendørs, blev jeg ligesom min mor ofte liggende i et mørkt rum med en ispose på hovedet. Hvert eneste af mine migræneanfald endte med voldsomme opkastninger efterfulgt af flere timers udmattet søvn.
Da jeg var tolv år gammel, fik jeg meningitis, hvor symptomerne i meget høj grad svarede til det, jeg oplevede ved min hovedpine. Mine forældre var ikke klar over, at jeg var syg, fordi de var så vant til mine smerter fra migrænen. Da min far endelig besluttede at tage mig til skadestuen, var jeg næsten død. Jeg tilbragte en uge på hospitalet, hvor jeg led af svære smerter, dehydrering og hallucinationer.
Alene med smerten
Selv om jeg var en af de dygtigste i skolen, beskyldte mine lærere mig ofte for at bruge hovedpinen som undskyldning for at slippe for lektierne og gymnastiktimerne. I virkeligheden elskede jeg at løbe rundt og lege, men det var bare så svært med en næsten konstant hovedpine. Mine søskende kom med de samme beskyldninger og sagde, at det var vel nok bekvemt for mig at have hovedpine, når vi skulle hjælpe til med husarbejdet derhjemme (selvom jeg må indrømme, at jeg kunne godt lide at slippe for det).
I 10. klasse var min hovedpine en dagligdags begivenhed. Jeg tog receptpligtig medicin og måtte have mine læreres tilladelse til at være i deres klasser. Det betød ikke noget, at jeg altid fik høje karakterer: skolens sekretær himlede med øjnene, hver gang jeg bad om at gå hjem på grund af hovedpine. I college blev min migræne endnu værre. Skolelægen fortalte mig, at »nogle mennesker er bare tilbøjelige til at få hovedpine« – en meget nedslående kommentar – mens nogle af mine professorer var bekymrede for, om der måske var noget andet galt ud over »bare migræne«, som om det ikke var nok.
Jeg var dybt ulykkelig, og jeg havde mistet alt håb om nogensinde at blive normal. Fra dette tidspunkt begyndte jeg en lang deroute mod depression. Jeg ville ikke ud af sengen for at gå i skole. Jeg ville ikke deltage i skolens fritidsaktiviteter. Jeg havde ikke engang lyst til at leve. Og nu var det ikke kun migrænen og smerterne, der var ude af kontrol, det var også mine spisevaner.
Efter college startede jeg på en karriere som kirkemedhjælper, og jeg besluttede, at det nu var på tide at tage kontrol over min migræne. Efter snesevis af lægebesøg, test og medicin havde jeg stadig migræne mindst tre gange om ugen. Jeg havde også udviklet mave/tarm-problemer såsom forstoppelse, diarré og sure opstød, som blev anset for at være en følge af alle de medikamenter, jeg havde indtaget over så mange år. Min læge foreslog også, jeg måske var allergisk overfor tomater, hvede og hvidløg, så jeg fjernede disse ting fra min kost, plus sukker og koffein. Men migrænen fortsatte bare.
Endelig fri
Ud over migrænen var jeg også overvægtig og ville gerne ned i vægt. En dag, da jeg snakkede med en veninde om, at jeg godt kunne tænke mig at spise sundere for at tabe nogle kilo, anbefalede hun The McDougall Program og gav mig »The McDougall Quick and Easy Cook Book«. Efter at have læst bogen og nogle andre oplysninger fra McDougalls hjemmeside, kom jeg til det resultat, at det ikke ville fungere for mig, fordi alle andre (medierne, andre sundhedsmyndigheder og forfattere, etc.) hele tiden sagde, at kulhydrater er dårlige. Jeg tænkte, at jeg bare ville blive federe. Men jeg begyndte alligevel at følge programmet, fordi min veninde havde været så elskværdig at forære mig bogen. Jeg sagde hele tiden til mig selv: »Det er jo kun 12 dage, så hvis det ikke virker, kan jeg jo bare holde op.«
Det mærkelige var, at min migræne forsvandt! Og jeg begyndte også at tabe mig, især efter at have læst »The McDougall Program for Maximal Weight Loss«.
I løbet af en uge blev mit blodtryk så lavt (dvs. normalt), at jeg måtte holde op med at tage de beta-blokkere, som min læge havde ordineret som migræneforebyggende. Mine migræneanfald blev færre, og der blev længere imellem dem. De dukkede op en gang om ugen, så en gang om måneden, og så en gang imellem, og til sidst forsvandt de helt. Den sidste gang jeg havde en migræne, var oktober 2006, da jeg var 31 år gammel. Problemer med for højt blodsukker blev en saga blot, og jeg havde ingen problemer med at spise tomater og hvede (selv om jeg stadig ikke kan komme over ens med hvidløg).
Til og fra
I november 2007 døde min mor uventet af et hjerteanfald. På dette tidspunkt var jeg holdt op med at spise efter McDougalls program af forskellige årsager, og jeg var så småt begyndt at få hovedpine igen, selv om det endnu ikke var migræne. Min mor var kun 64. Mens jeg sad der ved hendes begravelse, indså jeg, at hvis jeg som 32-årig fortsatte i min mors fodspor, havde jeg allerede levet halvdelen af mit liv. Det var en øjenåbner...
Jeg begyndte derfor at udforsket andre kostprogrammer, hvor det var tilladt at spise kød og mælkeprodukter (jeg savnede det), og endnu en gang blev daglig hovedpine en rutine. Men jeg fortsatte, fordi det trods alt ikke var migræne. Men så i maj 2008 fik jeg mit første migræneanfald i næsten to år. Det skræmte mig nok til at bringe mig tilbage til McDougalls program, og i løbet af to uger var jeg igen fri for migræne. At undvære kød og mælkeprodukter er bedre end et liv med migræne og smerte.
I dag tager jeg ingen kolesterolmedicin, ingen blodtryksmedicin og, vigtigst af alt, ingen hovedpinemedicin! Nu kan jeg gå, cykle, rejse, tage på vandreture, arbejde, læse og gå i biografen. Alt det, der plejede at udløse min migræne, er nu det, jeg nyder mest.
Mit råd til andre, der er på udkig efter ændring, er at prøve McDougalls kostprogram i 12 dage. Er du usikker, så sig det samme til dig selv, som jeg gjorde: »Det er kun 12 dage, og hvis det ikke virker, så holder jeg bare op.« Men når de 12 dage er gået, vil du sandsynligvis ikke have lyst til at holde op.
Du skal ikke fortvivle, hvis du falder af vognen. I sidste ende vil du blive træt af at være syg hele tiden, og du vil blive ligeglad med smagen af kød og mælkeprodukter. Du vil opdage massevis af nye frugter, grøntsager, kornsorter og krydderier, mens du stadig vil kunne nyde sundere og lækrere versioner af dine gamle livretter, fx spaghetti og bagte kartofler.
Da jeg spiste den amerikanske standardkost, følte jeg mig aldrig mæt, førend jeg var så proppet, at jeg fik det dårligt. Men nu, hvor jeg er på McDougall-kost, har jeg endelig lært, hvordan ægte mæthed føles, og det føles godt!
John McDougalls kommentar:
Beths hovedpine regerede hendes liv. Vi kan kun gætte på, hvor anderledes hendes barndom og tidlige voksne år ville have været, hvis hun i stedet havde levet et liv uden smerter. Efter at have søgt og eksperimenteret har hun nu fundet en måde at helbrede sin migræne og forbedre sin generelle sundhed på – og det er en gratis metode uden bivirkninger.
Omkring 28 millioner amerikanere lider af invaliderende hovedpine. Når smerterne bliver meget alvorlig, kaldes det ofte migræne – uanset om det virkelig er. Forud for denne form for hovedpine ses ofte karakteristiske symptomer kaldes aura. En aura er almindeligvis synsforstyrrelser, der beskrives som zig-zag linjer og svækkelse af synet, men følelsesløshed og prikken i ansigtet og på arme samt taleforstyrrelser kan også forekomme. Disse symptomer udvikles i løbet af et par minutter, varer normalt mindre end en time og forsvinder igen, før hovedpinen begynder.
Hovedpinens smerter er intense og bankende og normalt begrænset til den ene side af hovedet og varer fra minutter til dage. Hjernevævet har ingen smertefibre, men blodkarrene til hjernen har disse sensoriske nerver. Migræneauraen menes at være forårsaget af forsnævring af blodkarrene i hjernen (cerebral vasokonstriktion) og hovedpinen opstår ved den udvidelse af blodkarrene, der følger (reaktiv vasodilatation).
På verdensplan er migræne beskrevet oftere i lande, hvor folk spiser den vestlige kost (1). Fedme er også forbundet med hyppigheden og sværhedsgraden af migræne (2). Disse observationer har ført til tanken om, at fedtrige fødevarer spiller en vigtig rolle i udviklingen af migræne. Som ved mange vestlige sygdomme (type-2 diabetes, hjertesygdomme, osv.), er den store mængde fedt, som mennesker i de vestlige lande indtager, under stærk mistanke, og med god grund. Mættet fedt (animalsk fedt) bevirker, at blodstørknende elementer (blodplader) begynder at samle sig, og det forårsager aktivering af bittesmå hormoner kaldet prostaglandiner. Disse fedt-inducerede ændringer sammentrækker og udvider blodkarrene.
En fedtfattig kost, der anvendes i behandlingen på Loma Linda Universitetet, har vist sig at være yderst effektiv til folk, der lider af migræne. I en undersøgelse blev 54 patienter instrueret i en kost, der indeholdt 20 gram fedt (3). Der var ingen kaloriebegrænsning, og kosten bestod primært af frugt, grøntsager, korn og bælgfrugter – med andre ord en veganerkost med lavt fedtindhold. Deltagernes daglige fedtindtag faldt fra et gennemsnit på 66 gram til 28 gram dagligt. Resultaterne efter fire uger på denne kost var statistisk signifikante fald i hovedpinens frekvens, intensitet og varighed samt i brug af medicin.
Ud over ændringer i fedtindhold er der andre grunde til, at en plantebaseret kost som f.eks. McDougall-kosten, kan hjælpe folk med migræne. Siden 1913 har allergiske reaktioner vist sig at forårsage migræne hos børn og voksne. Behandlinger med enkle kostformer, som undgår fødevarer, der er almindeligt kendte for at forårsage allergi, så som mælkeprodukter, hvede og majs, har været yderst effektive til at skabe lindring (4-6). (Hvis den grundlæggende McDougall kost uden hvede og majs ikke hjælper, bør man prøve den meget effektive eliminationskost, der er beskrevet i mit nyhedsbrev fra december 2002, Link før kosten lades ude af betragtning.)
(Se dansk beskrivelse af eliminationskosten i slutningen af denne artikel: Link )
De fleste mennesker lider af smerter i hovedet, men de forestiller sig sjældent en forbindelse mellem deres hovedpine og deres mad – bortset fra de velkendte abstinenssymptomer efter indtagelse af for meget alkohol og koffein. Men da kost har en dybtgående indvirkning på alle dele af kroppen, bør man kigge på maden på et tidligt tidspunkt, når man leder efter årsagen til hovedpine. Fordelene ved en ændring i kosten er ikke begrænset til migrænepatienter. Jeg plejer at se fuldstændig lindring af hovedpine for de fleste former for hovedpine, også dem uden navn eller kendt årsag inden for få dage efter en kostændring. Så som Beth siger: Prøv McDougall-kosten bare i 12 dage.«
Referencer:
1) Morillo LE. Migraine headache. Am Fam Physician. 2002 May 1;65(9):1871-3.
2) Bigal ME, Liberman JN, Lipton RB. Obesity and migraine: a population study. Neurology. 2006 Feb 28;66(4):545-50.
3) Bic Z, Blix GG, Hopp HP, Leslie FM, Schell MJ. The influence of a low-fat diet on incidence and severity of migraine headaches. J Womens Health Gend Based Med. 1999 Jun;8(5):623-30.
4) Egger J, Carter CH, Soothill JF, Wilson J. Effect of diet treatment on enuresis in children with migraine or hyperkinetic behavior. Clin Pediatr (Phila). 1992 May;31(5):302-7.
5) Egger J, Carter CM, Wilson J, Turner MW, Soothill JF. Is migraine food allergy? A double-blind controlled trial of oligoantigenic diet treatment. Lancet. 1983 Oct 15;2(8355):865-9.
6) Monro J, Carini C, Brostoff J. Migraine is a food-allergic disease. Lancet. 1984 Sep 29;2(8405):719-21.
