Motion
© Leif Varmark, plantemad.dk, 2010
Dyrk motion. Minimum en halv times gang, løb, cykling, svømning eller stryketræning om dagen, helst lidt blandet, f.eks. løb hveranden dag, styrketræning hveranden dag, cykling i weekenden etc. Det bedste er, hvis man også kan integrere noget motion i sin hverdag, f.eks. praktisk arbejde, havearbejde, bære ting frem og tilbage, op og ned ad trapper osv. Har du mulighed for en hel time, så er det dobbelt så sundt (men mere er ikke nødvendigt). Nyere forskning viser, at det måske er mere effektivt med tre gange moderat til hård motion à ti minutter i løbet af dagen. Husk også solskin så ofte, du kan (giver D-vitaminer).
Dyrker du meget motion, skal du blot spise mere af alt. Særlige proteintilskud og lignende er ikke nødvendigt. Din krop vil selv regulere appetitten. (Her forudsættes naturligvis, at du spiser den berømte alsidige, fiberrige fedt-, sukker- og saltfattige plantekost uden animalske og raffinerede produkter.)
Motion slanker, giver bedre blodomløb, styrker hjerte og hjerne, opbygger knoglerne og forbedrer fordøjelsen. Herved mindskes risikoen for en lang række sygdomme. Og så giver det selvfølgelig muskler...
Jeg løber på Holsteinborgvejen gennem Rude skov (4 km)
Min personlige løbehistorie, 1. del
Skrevet 28. juli 2010
De, der kender mig, vil vide - og de, der ikke kender mig bør vide - at da jeg for halvandet år siden startede med udelukkende at spise plantemad, kom jeg ikke blot lige fra kødmaden, men også fra sofaen. Jeg har brugt timer hver dag på sofaen med småslummer, læsning og i de senere år med bærbar, og motion var for mig en by i - hvor er det nu, det er?
Nu stod der i alle de bøger, jeg læste om mad og sundhed, at det ikke var nok at spise en alsidig, fiberrig fedt-, sukker- og saltfattig plantekost - der hørte også motion til. Heldigvis skulle en halv til en hel times gang eller løb være tilstrækkeligt til at sætte gang i blodomløbet, fedtopløsningen og andre nyttige ting, så der var ingen vej udenom: op af sofaen!
I begyndelsen, det var december 2008, var jeg så slatten, at jeg kun kunne løbe 25 skridt, og løbe var så meget sagt - lunte ville være et bedre udtryk. I adstadigt tempo, totalt stakåndet og med benrystende besvær. Så gik jeg lidt og pustede ud, og så 25 skridt igen i »løb«. Jeg havde en bestemt rute i den lokale skov - fra landsbygrænsen ned til Holsteinborg slot, sidde 5 minutter på en sten og så tilbage igen, to gange 2 km - og det tog mig næsten halvanden time. Jeg løb først hver dag, men fik hurtigt ondt i lysken og måtte til min ærgrelse ændre det til hveranden dag. Senere læste jeg dog, at det faktisk var det rigtige, idet musklerne skal have tid til at hvile.
Efter 3-4 måneder var jeg kommet op på 100 løbeskridt. Det var en stor milepæl. Jeg fortalte om det vidt og bredt og glemte ikke at nævne, at jeg var 67 år og aldrig havde løbet før. I løbet af sommeren 2009 kom jeg så op på 200 og så 300 løbeskridt ad gangen, langsomt, men sikkert. Jeg svedte og maste og hev efter vejret, men jeg ville gennemføre det, og jeg gjorde det. Når jeg kom hjem fra turen, smed jeg mit våde tøj og pustede ud under bruseren.
Jeg kom op på 400 skridt, men så kom vinteren. Den var kold og hård, og vejen var glat. Der var temperaturer under 10 graders frost. Jeg måtte skippe flere og flere løbeture, og da foråret kom, havde jeg ikke løbet i næsten to måneder, og på min første forårsløbetur var jeg tilbage på 200 skridt. Kors, hvor var jeg sur! Nu skulle jeg til at bygge det hele op igen, men der var ingen vej udenom. Til min overraskelse gik det nogenlunde. På to måneder var jeg oppe på de 400 skridt igen, og hurtigt derefter på 500 med et par enkelte følere ude med 600 og 700.
I mandags skete der pludselig noget helt fantastisk: Af en eller anden uforståelig grund følte jeg mig frisk nok til at fortsætte ud over de 6-700 skridt, og jeg fik så den idé, at jeg ville blive ved med at løbe, indtil jeg ikke orkede mere. Og tænk! Jeg løb hele 2000 skridt! Hele vejen ned til min hvilesten uden at standse én eneste gang! Jeg var fuldstændig forbløffet, og jeg var ikke en gang særlig træt. Det var, som om jeg havde fundet et leje, hvor jeg kunne løbe mere eller mindre mekanisk, ligesom når man går uden at tænke over det. Og fanden gale mig: Jeg løb sgu også hele vejen tilbage i ét hug! Hvad sker der med mig?
I dag gentog jeg hele seancen: 2000 skridt ud i ét stræk og 2000 skridt hjem i ét stræk. Formidabelt!
Nu skal vi så se, om det holder?
Jeg sidder på min hvilesten foran Holsteinborg slot
Min personlige løbehistorie, 2. del
Skrevet 2. oktober 2011
Det holdt i lang tid, men det holdt ikke! Og det var igen vinteren, der slog mig ud. Der kommer simpelthen bunker af sne og is på vejene her, og det bliver ikke ryddet væk sådan lige med det samme. Jeg måtte igen blive inde i flere måneder og fik af forskellige grunde først startet op igen i april. Men denne gang kunne jeg dog løbe 400 skridt i ét rap, før jeg måtte standse op og hive efter vejret. Jeg måtte holde pause fire gange, inden jeg nåede min hvilesten, og sådan gik de næste måneder: så tre pauser, så to, så én og så - midt i juli lykkedes det! Jeg løb de to kilometer i ét stræk, men jeg måtte holde hele tre pauser på tilbagevejen. Først midt i august lykkedes det mig også at løbe hele vejen tilbage. Så nu løber jeg igen 2 x 2 kilometer - plus en bid, da jeg nu starter umiddelbart uden for min hoveddør.
Min personlige løbehistorie, 3. del
Skrevet 19. august 2013
Historien gentog sig! Vinteren 11/12 slog mig ud af rutinen, og jeg kom faktisk ikke ordentlig i gang igen før her i foråret 2013! Ikke desto mindre kom jeg op i omdrejninger igen og har nu løbet mine 2 x 2 km igen en måneds tid. Jeg må nok erkende, at jeg næppe bliver nogen super-motionist - jeg er enormt nem at slå ud, jeg gider ikke anstrenge mig og jeg synes ikke, det er sjovt. Det sidste er det værste. Og lige nu, for to dage siden, fik jeg smerter i det ene ben (mælkesyre?), så nu er det helt ad helvede til. Jeg sidder hjemme og glor. Men, men... jeg finder mig ikke i det! Jeg skal sgu ud igen, når mit ben er i orden.
16. december 2013
I løbet af september fik jeg startet langsomt op, og midt i oktober var jeg igen i stand til at løbe mit ideal af 2 x 2 km. Der har ikke været smerter eller fysiske problemer af nogen art siden, men jeg synes stadigvæk ikke, der er noget sjovt ved det. Jeg spekulerer på, om jeg skal finde på noget andet - en ny rute, en ny måde at løbe på, en helt anden slags motion eller noget. Og nu begynder det at blive koldt igen, brrr...
Min fidus er: Stil nogle regler op og overhold dem mekanisk, uanset humør, træthed eller hvad. Hveranden dag. Præcis denne rute, her fra og der til. Udvælg genkendelige milepæle på ruten. Gennemførelse er vigtigere end hastigheden (jeg er 14 minutter om de 2 km). Jeg tæller også skridtene, mens jeg løber. Det har hjulpet mig hidtil - lige 50 skridt mere, så er det 500 osv. - men nu er jeg kommet op på så høje tal, at jeg ikke kan holde rede i det længere...
Måske finder du en anden fidus. Verdens ældste marathonløber, den 100-årige Fauja Singh, har sin egen fidus: »Jeg snakker med Gud, når jeg løber.«
Han er for øvrigt vegetar...
|
