William C. Rose (1887-1987)

Wikipedia

Rose fandt menneskets minimumsbehov for protein (20 g pr. dag, som han for en sikkerhedsskyld fordoblede til 40 g i sine anbefalinger) og for de enkelte essentielle aminosyrer (se tabel efter artiklen).

Lafayette B. Mendel

(1872-1935)

Mendel, som McDougall nævner, opdagede i 1913 bl.a. vitamin A i smør. Senere blev dette vitamin også fundet i grøntsager.

Mere om Lafayette Mendel her

Mikkel Hindhede

(1862-1945)

Mere om Hindhede her

Den amerikanske læge og ernæringsekspert, John McDougalls nye bog om Stivelse - menneskets basisføde.

Amazon Look Inside

Læs mere her

11.11.2014:

Fedt- og proteinrig kost du'r ikke

04.11.2014:

Animalsk fedt og protein giver mindre overlevelse for hjertepatienter

06.08.2014:

Mor spiser animalsk protein - børnene bliver overvægtige

01.08.2014:

Proteinrig kost skader nyrerne

17.04.2014:

Animalsk protein kan føre til diabetes 2

21.03.2014:

Højt proteinindtag svækker nyrerne

05.03. 2014:

Proteinrig kost lige så farlig som rygning

04.03.2014:

Mindre animalsk protein forbundet med mindre kræft og mindre dødelighed

11.02.2014:

Protein- og saltfattig mad godt mod nyresten

10.10.2013:

Mindre methionin og cystein (animalsk protein) gavner sundheden

05.03.2013:

Protein forbundet med overvægt

00.01.2013:

Proteinrig kost øger risiko for nyresydomme

01.01.2012:

Proteinet leucin øger risikoen for acne

02.11.2011:

Prostatakræft kan sultes ihjel: Undgå proteinet Leucin!

00.08.2011:

Animalsk protein øger risikoen for urinsyregigt og nyresten

28.03.2011:

Jo mere animalsk protein, jo mere overvægt

22.01.2010:

Animalsk protein, ikke vegetabilsk, øger risikoen for diabetes 2

03.12.2009:

Mindre protein forlænger livet

10.05.2008:

Komælksprotein udløser Diabetes 1

06.06.2007:

Proteinrig kost øger risiko for tidlig død

02.01.2007:

Proteinrig kost forbundet med højere kræftrisiko

09.01.2006:

Vegetabilsk protein forbundet med lavere blodtryk

00.12.1999:

Planteprotein mindsker risiko for fedme, kræft, hjerteanfald m.m.

00.06.1998:

For meget protein skader knoglerne

00.05.1994:

Planteprotein lige så godt som animalsk protein

Protein - animalsk eller vegetabilsk?

1 John McDougall: Planteprotein vs. animalsk protein

2 Mikkel Hindhedes forsøg med proteinminimum 1912

1 John McDougall: Planteprotein vs. animalsk protein

© Leif Varmark, plantemad, 2014. Oversat efter John McDougall: »The Starch Solution«, side 89-95.

Proteiner er opbygget af 20 aminosyrer, som i varierende rækkefølge er forbundet til kæder. Lidt ligesom den måde, alle ordene i en ordbog er konstrueret på ud fra kombinationer af de 29 bogstaver i alfabetet. Planter og mikroorganismer kan syntetisere alle 20 aminosyrer. Mennesker kan kun syntetisere 12 af dem, og de bliver kaldt ikke-essentielle, fordi vi ikke er afhængige af mad, hvor de allerede er dannet. De 8 tilbageblevne aminosyrer kaldes essentielle, fordi vi nødvendigvis må have dem fra den mad, vi spiser.

Når vi spiser, begynder vores mavesyre og vores tarmenzymer at nedbryde proteinmolekylerne tilbage til de enkelte aminosyrer. Kroppen absorberer disse aminosyrer i blodet og samler dem igen til nye proteiner. De nydannede proteiner bruges bl.a. til at vedligeholde cellernes form, at danne nye enzymer til biokemiske reaktioner, at producere de hormoner, som sender budskaber mellem cellerne og at udføre andre livsnødvendige aktiviteter.

Planter indeholder rige ressourcer af komplette proteiner, og de kan derfor opfylde alle behov for proteiner og aminosyrer hos alle Jordens største dyr, inkl. elefanter, giraffer, flodheste, køer osv. - de spiser alle plantemad. Hvis planter kan opfylde de ernæringsmæssige krav, som disse enorme dyr stiller, mon så ikke også planterne uden besvær kan opfylde vores behov for protein? Jo, selvfølgelig, og det gør de da også.

Hvordan er vi blevet så forvirrede?

Den misforståelse, at animalsk protein skulle være af en »højere« kvalitet end det protein, der findes i planter, daterer sig tilbage til 1914, hvor Lafayette B. Mendel og Thomas B. Osborne udgav undersøgelser over proteinbehovet hos laboratorierotter, især ang. effekten af henholdsvis animalsk versus vegetabilsk protein på rotternes vækst.

Mendel og Osborn fandt, at rotterne voksede hurtigere og blev større, når de fik animalsk protein, end når de fik vegetabilsk protein. Disse og andre dyreforsøg førte til klassifikation af kød, mælkeprodukter og æg som »overlegne« eller »Klasse A«-kilder til protein, mens vegetabilsk protein blev stemplet som »ringere« eller »Klasse B«-kilder. Efterfølgende forskere mistænkte det vegetabilske foder, der blev brugt i undersøgelsen, for at have indeholdt utilstrækkelige mængder af nogle af de aminosyrer, som er essentielle for rotters vækst.

Undersøgelser fra begyndelsen af 1940erne under ledelse af dr. William Rose fra University of Illinois fandt, at 10 aminosyrer var essentielle for rotter (9). Hvis man fjernede bare én af disse essentielle aminosyrer fra rotternes kost, førte det til alvorlig fejlernæring, fulgt af hurtigt vægttab, tab af appetit og til sidst død. Når rotterne fik kød, fjerkræ, æg og/eller mælk, blev dette forhindret. Ud fra disse tidlige eksperimenter med rotter blev den aminosyreprofil, som fandtes i animalske fødevarer, opfattet som »den gyldne standard«.

Efterfølgende forskning bekræftede det, der burde have været indlysende: Selv om animalske produkter leverer den ideelle aminosyresammensætning for rotter, behøver det samme ikke at være tilfældet for mennesker (10). I virkeligheden er de ernæringsmæssige behov hos rotter og mennesker ret forskellige. En vigtig forskel er vores relative væksthastigheder: Rotter vokser meget hurtigt og når deres fulde voksenstørrelse efter blot 6 måneder. Mennesker skal bruge omkring 17 år for at nå dertil. Hurtig vækst kræver høje koncentrationer af næringsstoffer, inkl. protein og aminosyrer. Hvis man sammenligner disse to arters brystmælk, ser man forskellen i ernæringsmæssige behov krystalklart: Brystmælk fra rotter har 10 gange større indhold af protein end brystmælk fra mennesker (11, 12). Rotternes nyfødte unger fordobler deres størrelse på blot 4½ dag sammenlignet med menneskebørn, der skal bruge 6 måneder. En sådan hurtig vækst understreger rotternes behov for foder med særlig højt indhold af protein.

William Rose fastlægger menneskets behov for protein og aminosyrer

I 1942 vendte dr. William Rose sin opmærksomhed mod mennesker, og han begyndte at studere aminosyrebehov hos sunde, mandlige studerende, hvor han stort set brugte samme metode, som han havde brugt til sine rottestudier (13). De studerende fik en kost bestående af majsstivelse, sucrose, smørfedt, majsolie, uorganiske salte og kendte vitaminer. Deres eneste protein kom fra blandinger af stærkt oprensede aminosyrer. De fik også en stor brun »slikklump« fremstillet af koncentreret leverekstrakt, som skulle forsyne dem med eventuelt manglende vitaminer. Candyen blev sødet med sukker og smagt til med pebermynteolie.

Dr. Rose testede de studerendes behov for hver enkelt aminosyre ved at fjerne en ad gangen fra deres kost. Hver gang forsøgspersonerne fik en af de essentielle aminosyrer i utilstrækkelige mængder i ca. 2 dage, klagede de alle bittert over de samme symptomer: nervøs irritabilitet, ekstrem træthed og en voldsom mangel på appetit. De var ikke i stand til at fortsætte den mangelfulde kost i mere end et par dage ad gangen.

Dr. Rose viste, at kun 8 af de 10 aminosyrer, der var essentielle for rotter, også var essentielle for disse unge mænd. De to andre aminosyrer, der var essentielle for rotter, var ikke-essentielle for mennesker, fordi vi kan syntetisere dem selv. Dr. Rose identificerede også minimumsbehovet for hver af de 8 essentielle aminosyrer. Fordi han fandt små variationer i de individuelle behov blandt sine forsøgspersoner, indregnede han en stor sikkerhedsmargin i sine endelige konklusioner om minimumsbehov for aminosyrer: For hver aminosyre tog han det højest registrerede behov blandt alle forsøgspersoner, og derefter fordoblede han det tal og kaldte det »anbefalet behov« og beskrev det som »absolut sikkert indtag.«

Selv dr. Roses oppustede aminosyreniveauer kan let opnås med en kost bestående udelukkende af korn, bælgplanter eller stivelsesholdige grøntsager. Ris eller kartofler alene leverer alt det protein og alle de aminosyrer både voksne og børn har brug for. Alle uraffinerede stivelser og grønne, gule og orange grøntsager - viser det sig - er perfekt afbalanceret af naturens design til at opfylde vores proteinbehov, så længe vi spiser nok af dem til at opfylde vores energibehov (kaloriebehov). Disse fødevarer leverer perfekt og maksimal human ernæring, som de har gjort i evigheder.

Andre forskere har undersøgt de vegetabilske fødevarers evne til at opfylde vores proteinbehov og har fundet, at børn vokser sig sunde og stærke og at voksne fortsat trives på en kost udelukkende baseret på en enkelt type stivelse. Der opnås ingen fordele ved særlige kombinationer af vegetabilske fødevarer eller ved at supplere dem med diverse aminosyrer for at få aminosyresammensætningen til mere at ligne protein fra kød, mejeriprodukter eller æg (14).

Essentielle aminosyrer i udvalgte fødevarer (g/dag):

Amino syre	Rose's mini	Rose's recom	Majs	Brune ris	Havre gryn	Hvede mel
Tryptofan	0.25	0.50	0.66	0.71	1.40	1.40
Phenylalanin	0.28	0.56	6.13	3.10	5.80	5.90
Leucin	1.10	2.20	12.0	5.50	8.10	8.00
Isoleucin	0.70	1.40	4.10	3.00	5.60	5.20
Lysin	0.80	1.60	4.10	2.50	4.00	3.20
Valin	0.80	1.60	6.80	4.50	6.40	5.50
Methionin	0.11	0.22	2.10	1.10	1.60	1.80
Threonin	0.50	1.00	4.50	2.50	3.60	3.50
Total protein*	20.0	**37.0	109.0	64.0	108.0	120.0

** (WHO)

Amino syre	Hvide bønner	Kar tofler	Sødkar tofler	Taro	Aspar ges	Broc coli
Tryptofan	1.80	0.80	0.80	1.00	3.90	3.80
Phenylalanin	10.90	3.60	2.50	3.00	10.20	12.20
Leucin	17.00	4.10	2.60	5.20	14.60	16.50
Isoleucin	11.30	3.60	2.20	3.00	11.90	12.80
Lysin	14.70	4.40	2.10	3.40	15.50	14.80
Valin	12.10	4.40	3.40	3.50	16.00	17.30
Methionin	2.00	1.00	0.80	0.60	5.00	5.10
Threonin	8.50	3.40	2.10	2.70	9.90	12.50
Total protein*	198.00	82.00	45.00	58.00	330.00	338.00

Amino syre	Toma  ter	Græs  kar	Okse  kød	Æg	Mælk
Tryptofan	1.40	1.50	3.10	3.80	2.30
Phenylalanin	4.30	3.00	11.20	13.90	7.70
Leucin	6.10	6.00	22.40	21.00	15.90
Isoleucin	4.40	4.30	14.30	15.70	10.30
Lysin	6.30	5.50	23.90	15.30	12.50
Valin	4.20	4.30	15.10	17.70	11.70
Methionin	1.10	1.00	6.80	7.40	3.90
Threonin	4.90	2.70	12.10	12.00	7.40
Total protein*	150.00	115.00	276.00	238.00	160.00

*Totalprotein (g/3000 kalorier af hver udvalgte fødevare)  -  Flere detaljer, se note 14.

Referencer:

(9) Rose W. Comparative growth on diets containing ten and nineteen amino acids, with further observation upon the role of glutamic and aspartic acid. J Bio Chem. 1948; 176:753-62. Link

(10) Bicker M. The protein requirements of the adult rat in terms of protein contained in egg, milk, and soy flour. J Nutr. 1947; 34:491. Link

(11) Bell G. Textbook of Physiology and Biochemisty, 4th ed. (Baltimore: Williams and Wilkins, 1959) 12.

(12) Reeds P J. Protein Nutrition of the neonate. Proc Nutr Soc. 2000 Feb; 59 (1): 87-97. Link

(13) Rose W. The Amino acid requirement of adult man. Nutr Abstr Rev. 1957; 27: 63-67.

(14) McDougall J. The McDougall Plan. (El Monte, Calif.: New Win Publishing, 1983) 95-109. 

2 Mikkel Hindhedes forsøg med proteinminimum 1912

Den danske læge og sundhedsekspert Mikkel Hindhede lavede længe før William Rose en række forsøg med proteinminimum (dengang kaldte man protein for æggehvide, da det var dér, man første gang fandt dette stof). Hindhedes forsøg var ikke så detaljerede som Roses, men han kom til nogenlunde samme resultat som ham (Roses minimum: 20 g, Hindhedes minimum: 22 g).

Hindhedes laboratorierapporter er for lange at citere her, så derfor nøjes jeg med hans egne resuméer fra indholdsfortegnelsen til hans bog »Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil« suppleret med en række karakteristiske citater:

Fra indholdsfortegnelsen: 

2) Æggehvideminimum paa Kartoffelkost. Fr. Madsen levede et Aar alene paa Kartofler + Margarine og bevarede derved fuld Sundhed og Arbejdsevne. Han kom i Ligevægt paa 22 g fordøjelig Æggehvide [protein], ca. 1/5 af den gamle norm. Alfred Jørgensen levede i 1½ Aar paa samme Kost og trænede sig herved op til at blive en flink Løber. Dr. Röse levede i 9 maaneder alene paa Kartofler + Olie og kurerede sig herved for Ischias. Irlændernes Kartoffelkost og ualmindelige Styrke drøftes. 

3) Æggehvideminimum paa Brødkost. 2 Forsøgsindivider levede ½ Aar paa Brød, Frugt, Sukker og Stivelse, hvorved Ligevægt naaedes paa 22 g fordøjeligt Æggehvide. Arbejdsevne og Udholdenhed var ualmindelig... Ved disse Forsøg er bevist, at Brødæggehvide er af samme Værdi som Kødæggehvide. Da man i praktisk Ernæring ikke kommer under den dobbelte Mængde, vil det sige, at man ikke behøver at bekymre sig om Problemet: Æggehvide nok, selv om man lever paa den simplest mulige Kost af groft Brød, Kartofler, Kaal osv...

Udvalgte citater fra Ȯggehvideminimum paa Kartoffelkost:

»I første Tidsrum begyndte Madsen med Kartofler af normalt Indhold af Æggehvide - ca. 2% - hvorpaa han med Lethed kom i Ligevægt. Senere forsøgte vi at finde Kartofler med det lavest mulige Indhold. Det lykkedes os at naa ned til 1,2%. Ogsaa herpaa opnaaedes Ligevægt.

Det var saaledes umuligt, selv ved Kartofler med mindst muligt Æggehvideindhold, at komme under Æggehvideminimum. 32 g Kartoffelæggehvide (brutto = 23 g netto) er fuldstændig tilstrækkeligt for en kraftig ung mand.«

»Et andet Forsøgsindivid, Seminarist Alfred Jørgensen, levede i 1½ Aar - Ferierne undtagne - alene ved Kartofler og Margarine. Under denne Kost trænede han sig til at blive en flink Løber. Før havde han ikke kunnet holde ud at løbe paa Grund af Hjærtebanken. Dette forsvandt under Kartoffelkosten.«

»[Den tyske Doktor Carl Röse levede] fra 14. Marts til 24. December alene paa Kartofler og Olie. Han holdt herved Æggehvideligevægt paa 30 g (brutto) og tiltog 4,4 kg i Vægt. Herunder forsvandt hans Ischias fuldstændig. Fra 15. Juni til 6. August lod han sig kontrollere af Prof. Abderhalden i Halle, der konstaterede Ligevægt paa Kartoffelkost ved 28,3 g brutto eller 23,7 g netto. Dette svarer jo ganske til vore Resultater.« 

I sin bog: »Versuche über den Bedarf an Eiweissen«, 1915, skriver Prof. Abderhalden: »Det er en meget stor Fortjeneste af Chittenden, Hindhede, Röse o.a., at have paavist, at en paafaldende ringe Kvælstofomsætning under passende Omstændigheder er fuldkommen tilstrækkelig. Der kan fra disse Forskeres Fund drages meget vigtige Slutninger med Hensyn til de almindelige Ernæringsspørgsmaal. Æggehvidebehovet kan indskrænkes...«

»Paa Cölner Augusta-Hospital anstillede Prof. Hochhaus og Küster i 1916 Forsøg med udelukkende eller væsentlig Kartoffelkost over for Patienter. Resultaterne var tilfredsstillende. De skriver bl.a. "Vore Resultater bekræfter fuldt ud Rigtigheden af Hindhedes Angivelser". Efter at have omtalt, at man nu (under Krigstiden) ikke kan regne med Hindhedes Priser, fortsættes: "Til Trods herfor maa vi lade Hindhedes Beregning staa fast, hvorefter 1 kg Kartofler har samme Næringsværdi som 1 kg magert Kød."« 

Kartofler og magert Kød har ca. samme Kalorieværdi, omtrent 1000 Kalorier pr kg, og naar nu Kartoflen ideholder tilstrækkeligt af Æggehvide, vil det sige, at 1 kg magert Kød og 1 kg Kartofler har samme Næringsværdi, men Kødet koster 10 à 20 Gange saa meget som Kartoflerne.«

Udvalgte citater fra »Æggehvideminimum paa Brødkost:

»Det viste sig altsaa, at Kartoffelæggehvide var af fuld Værdi. Men hvordan forholder det sig med Kornæggehvide, Brødæggehvide. Ja, det gælder for god Latin i alle Lærebøger at angive, at Kornæggehvide paa Grund af for ringe Indhold af visse Aminosyrer har langt mindre Værdi end dyrisk Æggehvide; Værdien angives f. Eks. af Tyskeren Thomas, en Elev af Rubner til kun at være 2/5, hvilket vil sige, at hvis man ved Kød eller Mælk kunde komme i Ligevægt paa 20 g fordøjelig Æggehvide, skulde man ved Brød behøve 50 g, ja Rubner angiver endog meget høje Tal, idet han henviser til sine Forsøg med en Mand paa 75 kg... [Tabel udeladt.]

Rubner skriver: "Med Brød kan man først opnaa Ligevægt ved 90 g N-Substans = 81 g Renæggehvide. Netop ved Brød er der udført særdeles mange Forsøg, saa angaaende dette Resultat kan der ikke være Tvivl... Man vil altsaa ved en Ernæringsmaade, hvor Brødet spiller en Hovedrolle, overhovedet ikke kunne finde nogen Næringsblanding, paa hvilken man kan opnaa meget lav Æggehvideligevægt."

Ja, denne Rubnerske Paastand har været troet som et Evangelium Verden over og danner Hovedbasis for den Lære, at mindst 1/3 - helst Halvdelen - af Kostens Æggehvideindhold skal udgøres af den fuldkomne ('vollwertige') dyriske Æggehvide. Denne Paastand er imidlertid saa falsk som vel mulig og er bygget paa ganske intetsigende Forsøg.

For at illustrere, hvor falsk denne Lære er, skal vi anføre nogle Eksempler fra vore utallige Forsøg. Tallene angiver Gennemsnit pr. Dag [Tabeller udeladt, overskrifter angivet].

Forsøg I. Kost: 900 g Franskbrød + 120 g Smør

Forsøg II. Kost: 1000 g groft Rugbrød + 120 g Smør eller 125 g Margarine

Ved Brød af sigtet Mel har vi altsaa Ligevægt, ja Overskud paa 82 g Brutto, eller 77 g Netto. Her er vi nær inde paa de Rubnerske Tal. Nøglen til Rubners Fejltagelse ligger i, at ved fint Brød alene er det umuligt at komme længere ned, naar Manden overhovedet skal have Næring nok...

At en Mand som Rubner ikke opdagede denne simple Løsning paa Gaden, er uforstaaeligt. Alene Forsøgsgruppe II er tilstrækkelig til at bevise Rigtigheden. Paa Grund af det stærke Tab gennem Eskrementer, kom vi her ned paa 48 g Netto og paa denne Mængde, der ligger 40% under Rubners Fordring, var der Ligevægt. Paa Brød kan vi ikke komme længere ned, men derfor er det jo ikke sikkert, at vi er ved Minimumsgrænsen for Æggehvide. For at klare dette Spørgsmaal, er der næppe anden Vej at gaa end at nedsætte Brødmængden og erstatte med æggehvidefattige Fødemidler...

Forsøg III: Kost: 700 g Rugbrød + 100 g Margarine + 400 g Svedsker + 56 g Sukker + 50 g Stivelse

Forsøg IV: Kost: 550 g Rugbrød + 125 g Margarine + 2500 g Jordbær +300 g Sukker + 150 g Stivelse

I III er der praktisk taget Ligevægt paa 31 g fordøjelig Æggehvide - det minus paa 1,1 er uden Betydning, det falder sikkert indenfor Fejlgrænsen - og i IV er der endog Overskud paa 23 g. Efter N-Udskillelsen i Urinen synes Organismen at kunne nøjes med at omsætte 20 g Brødæggehvide eller 1/4 af Rubners Fordring. Hele den Rubnerske Bygning falder til Jorden. Brødæggehvide har samme Værdi som Kødæggehvide, medens Rubner-Thomas fandt, at Værdien kun var 40%.«

»Jeg mener, at disse Minimumsforsøg saavel med Kartofler som med Brød er af overordentlig stor Betydning - selvfølgelig ikke fordi jeg mener, at de skal bruges som Forbillede paa praktisk Levevis, men fordi de saa udmærket er egnede til at slaa den taabelige Frygt for Æggehvideunderernæring, der næres ogsaa hos en Række Videnskabsmænd, til Jorden. I det praktiske Liv kommer man vanskeligt under 50 g fordøjelig Æggehvide, selv ikke ved en meget spartansk Kost. Men naar 20-25 g er tilstrækkeligt i længere Tid, saa maa 50 g Netto, svarende til omtrent 60 g Brutto, hvilket omtrent svarer til mit personlige Forbrug gennem 37 Aar, være rigeligt.

Summa summarum: Du behøver ikke at skænke Spørgsmaalet Æggehvide nogen Tanke. Dette Stof faar man altid nok af, det gælder mere om ikke at faa for meget.«

»Disse to Madsener [Hindhedes forsøgspersoner] var i Virkeligheden langt klogere paa Ernæring end alle Datidens "normale" Læger. De levede i Virkeligheden ikke paa dansk, men paa chinesisk. Som vi senere skal se, er normale Chinesere i Besiddelse af en ualmindelig styrke. Disse Fakta tilsammen burde være nok til at slaa hele den europæiske Ernæringsvidenskab ihjel! Men det gaar ikke saa let. Gamle Dogmer er sejglivede.«

John McDougall

Hjemmeside

John McDougall:

En kort historie om protein (2003)

John McDougall:

Where Do You Get Your Protein? (2007)

John McDougall:

Where do you get your protein...

Video 2 min 57 sek

John McDougall:

Protein and muscles

Video 2 min 33 sek

John McDougall:

The Food We Were Born to Eat

Video 17 min 13 sek

John McDougalls kostprogram

En tilnærmet dansk udgave af dette kostprogram kan ses på denne side:

Introduktion til plantemad

John McDougalls Color Picture Book

John McDougall:

Præsentation af Farvebilledbogen

Video 1 time 6 min

T. Colin Campbells hjemmeside

Colin Campbells forelæsning om proteinforskning

Video 51 min

T. Colin Campbell:

Animal vs. Plant Protein

T. Colin Campbell:

The Protein Juggernaut (Det store proteinuhyre)

T. Colin Campbell:

The Mystique of Protein

T. Colin Campbell:

Dairy Protein Causes Cancer

T. Colin Campbell:

Grass-Fed Animal Agriculture

TrueNorth

Health Center:

Where Do You Get Your Protein?

Laurie Endicott Thomas:

Gorillaprotein

Janice Stanger:

The Dangerous Truth About Protein

Video 59 min 18 sek

Mikaela Karlsen:

Det er nemt at få nok protein (artikel)

Michael Gregers videoer om protein

Michael Bluejays

side om protein

Jeff Novick:

Myten om protein-komplimentering

Jeff Novick:

Afsluttende bemærkninger om myten om protein-komplimentering

Jeff Novick:

De nyeste artikler om protein

Jeff Novick:

Liste over alle mine proteinartikler

Dustin Rudolph:

35 artikler om plantemad og protein

Personlige succeshistorier:

Langtidsveganere

Veganske bodybuildere

Se også:

Træning og protein