Sclerose - Komælk forårsager multipel sclerose
© Leif Varmark, plantemad.dk,2010. Oversat fra John McDougalls Nyhedsbrev, januar 2004. Link næstøverst i højre spalte.
Undersøgelsen »Antistof-krydsreaktion mellem myelin oligodendrocyte glykoprotein og mælkeproteinet butyrophilin i dissemineret sclerose« ved Johannes Guggenmos, trykt i 1. januar 2004-udgaven af Journal of Immunology har fundet beviser for, at multipel sklerose er forårsaget af indtagelse af komælk – hvilket udvirker angreb fra immunsystemet gennem en proces, der kaldes »molecular mimicry« – molekylær efterligning.
Resumé af undersøgelsen her:
01.01.2004: Mælkeprotein påvirker myelin ved sclerose
John McDougalls kommentar:
Du har måske hørt, at multipel sclerose (MS) er en autoimmun sygdom eller »en sygdom, hvor kroppen angriber sig selv« – og i dette tilfælde er det nervesystemet, der bliver angrebet. Molekylær efterligning er en naturlig reaktion i immunsystemet rettet mod fremmede proteiner, men ved MS bliver reaktionen ved en fejl også rettet mod kroppens eget væv. Mekanismen er følgende: komælksproteiner trænger ind i blodbanen gennem tarmvæggen, og immunsystemet producerer antistoffer mod dette fremmede stof. På grund af strukturlighed mellem de fremmede komælksproteiner og de proteiner, der udgør nervesystemets væv, angriber og ødelægger disse antistoffer dele af den menneskelige hjerne (myelin). Den deraf følgende skade forårsager tab af syn, hørelse, følesans og styrke. Inden for 10 år efter diagnosen sidder halvdelen af ofrene for MS bundet til en kørestol, er sengeliggende eller er døde – med mindre de er så heldige, at de får ændret deres kost. Med en sund kost er risikoen for at få det værre i løbet af de næste 35 år mindre end 5%.
Se også: Vitamin D og Sclerose
Kost og sclerose
© Leif Varmark, plantemad.dk, 2012. Oversættelse af uddrag fra John McDougall: »The Multiple Sclerosis and Diet Saga«, Nyhedsbrev fra januar 2009. Link øverst i højre spalte.
Hvad er multipel sclerose?
Multipel sclerose eller blot sclerose er en autoimmun sygdom, dvs. en sygdom, hvor kroppen angriber sig selv. Ved sclerose angriber immunsystemet tilfældigt væv i hjerne og rygmarv (mere specifikt myelinskederne, der omgiver nervefibrene). Herved opstår der en voldsom betændelse (inflammation), som udvikler sår forskellige steder i vævet. Med tiden helbredes de beskadigede væv, men der efterlades ofte fortykkede, fibrøse ar (sklerose), som lægerne almindeligvis kalder »plak.«
Diagnosen stilles oftest i alderen 15 til 50 år, med kvinder tre gange mere tilbøjelige end mænd til at udvikle sclerose. De indledende og efterfølgende angreb kan vare en til tre måneder. Under et angreb oplever patienten synsforstyrrelser, svaghed, klodsethed, spasticitet, træthed, følelsesløshed, snurren, problemer med at tænke, sløret tale, smerter, depression, synkebesvær, blære- og tarminkontinens og/eller seksuelle vanskeligheder. Diagnosen er fortrinsvis baseret på patientens beskrivelse og lægens undersøgelse. Tilsyneladende tilfældige skader på nervesystemet - som hvis en ukyndig skarpskytte skød kugler gennem hjernen og rygmarven - er typiske kendetegn for sklerose. Sofistikerede teknologier, så som magnetisk resonans scanning (MR-scanning) af hjernen og tilhørende områder, kan hjælpe med diagnosticering og vise størrelsen og placeringen af aktive læsioner og plak.
Patienterne klassificeres oftest som havende en af to former for sclerose: »attakvis multipel sclerose«, som er kendetegnet ved periodisk tilbagevendende angreb, og »primær progressiv sclerose«, kendetegnet ved en støt, som regel langsom, fremadskridende forværring. Faktisk er disse »læge-opfundne« undertyper blot forskellige stadier af samme sygdom. Normalt (80% af tiden) synes angrebene i begyndelsen af sygdommen at komme og gå, men med tiden bliver de fleste tilfælde progressive. De patienter, der øjensynligt starter med en fremadskridende forværring (20%), har simpelthen sprunget den mere almindelige start på sygdommen over (1). Disse kunstige kategorier kan give bagslag, idet de kan føre til falsk tryghed og unødvendig fortvivlelse, og de forbedrer ikke prognosen eller chancerne for en effektiv behandling (1,2). Selv ved brug af den nyeste medicin, som koster $ 20.000 om året, er fremtidsudsigterne dystre: inden for 10 år efter diagnosen vil halvdelen af sclerosepatienterne være ude af stand til at gå uden hjælp, være sengeliggende, bundet til en kørestol eller døde (2-6). De mest populære lægemidler (interferon-beta) kan til en vis grad mindske disse handicap, men den samlede fordel er klinisk lille (8%), og omkostninger og bivirkninger er enorme (7,8).
Årsagen
På verdensplan er multipel sclerose almindeligt forekommende i Canada, USA og Nordeuropa, men sjælden i Afrika, Japan og andre asiatiske lande. Denne forskel afspejler sandsynligvis befolkningernes forskellige diæter (animalsk- vs. stivelsesbaseret kost). Forskere har fundet en meget stærk positiv sammenhæng mellem forbruget af komælk og forekomsten af sclerose på verdensplan (9,10). Én teori går ud på, at komælk, der indtages i barndommen, lægger grunden til skader på nervesystemet, der viser sig senere i livet (11). Komælk indeholder kun 1/5 så meget af den essentielle fedtsyre linolsyre, som modermælk gør. Børn, der er opvokset på en kost med for lidt linolsyre og for meget animalsk fedt - hvilket de fleste børn i vores moderne velfærds-samfund er - begynder højst sandsynligt deres liv med et svækket nervesystem, som er ekstra modtageligt for skader senere i livet. De mulige kilder til skader, der kan udløse kommende angreb af sklerose mistænkes for at være virus, allergiske reaktioner og/eller forstyrrelser i blodstrømmen til hjernen forårsaget af et højt fedtindhold i kosten.
Den mest udbredte teori nu om dage foreslår en autoimmun basis for denne sygdom. Sclerose har meget til fælles med den ligeledes autoimmune diabetes 1, bl.a. næsten identisk etnisk og geografisk fordeling samt identiske genetiske faktorer (12,13). Skaderne på nervesystemet kan opstå via en proces kendt som »molekylær efterligning«. I modtagelige mennesker kan komælksprotein trænge ind i blodbanen fra tarmen. Kroppen registrerer dette som et fremmed protein på linje med virus og bakterier, hvorefter den danner antistoffer mod det. Desværre angriber disse antistoffer ikke kun komælksproteinerne, men også lignende proteiner i nervesystemet (myelin). Antistofferne binder sig til disse nervevæv og ødelægger dem. I tilfælde af diabetes 1 angriber antistoffer på jagt efter komælksprotein også de insulinprodu-cerende celler i bugspytkirtlen (pancreas).
Dr. Roy Swank (1909-2008)
Dr. Roy Swank udviklede i 1948 en særlig fedtfattig kostplan og begyndte at behandle sclerosepatienter på Montreal Neurological Institute. Han anbefalede indtag af højst 40-50 g fedt i alt pr. dag (sammenlignet med 150-175 g i den amerikanske/canadiske kost) og kun 0-15 g mættet fedt (sammenlignet med 140-165 g). Der var ingen begrænsning på mængden af kulhydrater fra stivelse, grøntsager og frugt. Indtag af flerumættede fedtsyrer blev forhøjet en smule (fra 15-25 g til 20-35 g). Dr. Swank mente, at sclerosepatienter var enestående derved, at de havde øget følsomhed over for mættede fedtstoffer.
Swanks forskning viste hurtigt, at hvis patienterne overholdt hans kostanbefalinger, faldt antallet af periodisk tilbagevendende anfald med omkring 70 procent i det første år af behandlingen (fra 1 anfald om året til 0,2 pr. år). Og efter det første år var der fortsatte forbedringer (ca. 5% færre tilbagefald om året i de næste 2 år). I løbet af de første 16 år af behandlingen med den fedtfattige kost blev hyppigheden af forværringer (nye angreb og/eller tilbagefald) reduceret med 95%. Sammenlign dette med de sørgelige resultater af medicinsk behandling nævnt ovenfor, hvor halvdelen af patien-terne får alvorlige problemer inden for 10 år.
For at opnå disse fremragende resultater måtte patienterne følge hans kostprogram meget strengt, fordi selv små mængder af fedtsyre gjorde en kæmpe forskel. I den undersøgelse, Swank offentliggjorde i det medicinske tidsskrift The Lancet i 1990, viste han, at en forøgelse på blot 8 gram mættet fedt i det daglige indtag resulterede i en tredobbelt øget chance for at dø af sclerose (14).
Patienter med tidlig diagnosticering forventes at klare sig særligt godt på denne kost (14-17). Som årene med sygdommen skrider frem, kan effekten af en kostændring forventes at blive mindre dramatisk, men der er forekommet undtagelser med nogle fremskredne tilfælde, der reagerede særdeles godt. Hvis en person med begrænset handicap begynder Swank-programmet og følger det omhyggeligt, har han eller hun mindre end 5% risiko for at dø af sklerose i løbet af de næste 34 år. Personer, som ikke følger denne kost, har 80% risiko for at dø (14). Hvis patienterne forlader kostprogrammet i blot en månedstid, vil de få problemer. Dr. Swank siger: »Vores tal viser, at hos mindst 95% af folk med sclerose vil sygdommen ikke udvikle sig yderligere, hvis de spiser en fedtfattig kost.«
Ifølge Dr. Swank vil omkring én ud af 500 opleve en forværring, selv når hans kost-program bliver omhyggeligt overholdt. Omkring 50% af hans patienter fulgte Swank-programmet rigtig godt, mens 25% lå lidt over med hensyn til fedtindtag og yderligere 25% lå meget over.
Forskellen mellem Swanks og McDougalls kostprogram
Swanks kostprogram fokuserer på drastisk at reducere indtaget af mættet fedt, som findes til overflod i rødt kød og fede mejeriprodukter. Hans kost tillader fedtfattige mejeriprodukter (skummetmælk, fedtfri ost, fedtfri is osv.), æggehvider, hvidt kød fra kylling uden skind, hvidt kød fra fisk samt skaldyr. Kød med betydelige mængder af mættet fedt er kun tilladt i meget små mængder.
Dr. Swank inkluderede også ekstra vegetabilske olier og fiskeolier i sit kostprogram. Han forklarede mig, at han gjorde det mest fordi han mente, at denne tilføjelse ville gøre kostprogrammet lettere at følge. Han fandt, at når folk spiste mere flerumættet olie, så ville de spise mindre mættet fedt. Han mente også, at patienternes hud blev bedre med lidt tilsat olie, og at de følte sig mere energiske. Hvad det grundlæggende sygdomsforløb angik, troede han ikke, at den tilføjede vegetabilske olie eller fiskeolien gjorde nogen reel forskel - som han sagde: »Det gør det blot nemmere at følge kostprogrammet.«
Dr. Swank godkendte McDougall-kosten til behandling af sclerose, og det sagde han mange gange. McDougall-kosten har et meget lavt indhold af mættet fedt. Som almen læge bekymrer jeg mig om alle aspekter af en patients helbred, og jeg ordinerer en strengere, og tror jeg, en langt mere effektiv (og velsmagende) kost. Selv fedtfattige mejeri- og kødprodukter er en fare for sundheden. De forårsager smitsomme sygdomme og allergiske reaktioner, de udsætter kroppen for høje belastninger af animalsk protein (hvilket forårsager knogleskørhed, nyresten, lever- og nyreskader), og de indeholder giftige miljøkemikalier. Disse animalske fødevarer mangler fuldstændig kostfibre, og de indeholder meget få kulhydrater. Selv om de har lavere indhold af fedt og cholesterol, kan fedtfattige kød- og mejeriprodukter stadig indeholde betydelige mængder af begge disse skadelige ingredienser.
Proteiner fra mejeriprodukter er af særlig betydning for mig, fordi de er den førende årsag til autoimmune sygdomme. Som jeg nævnte ovenfor, er sclerose en autoimmun sygdom, og den har væsentlige lighedspunkter med en anden autoimmun sygdom, diabetes 1, som en overflod af videnskabelig forskning siger, er forårsaget af mælke-protein (18).
Jeg tilføjer ikke »frie« vegetabilske olier eller fiskeolier til mit kostprogram, fordi de i bedste fald er medicin og i værste fald toksiner. Under alle omstændigheder bidrager de til vægtøgning - »det fedt du spiser, er det fedt du viser.« Disse flerumættede olier »fortynder« blodet, hvilket bidrager til større risiko for blødning, f. eks. efter en bilulykke. Disse fedtstoffer undertrykker også vores immunforsvar, men vi har brug for, at vores immunsystem fungerer med fuld kapacitet til at bekæmpe infektioner og kræft (19).
Noter findes i originalartiklen. Link øverst i højre spalte.
Efterskrift
For mere end 20 år siden under et af mine mange besøg hos Dr. Swank på hans Oregon Medical School-kontor spurgte jeg ham: »Hvordan kan det være, at når sclerose-patienter spørger deres læge om kostændringer, så får de at vide, at det er kvaksalveri? Og hvorfor synger forskningsmiljøet omkring multipel sclerose den samme sang? Du har offentliggjort din forskning i verdens mest respekterede videnskabelige tidsskrifter, og du har vist, at en simpel og gratis kost kan stoppe denne sygdom. Men de afviser dig og dit arbejde.«
Dr. Roy Swank lænede sig tilbage i stolen, tænkte sig om et øjeblik og sagde så: »John, du ved, at de fleste mennesker i dette land forventer at blive helbredt af en pille og få en kur, der helbreder næsten øjeblikkelig. Med en fedtfattig kost er folk faktisk nødt til selv at arbejde for at få det bedre - ja, de er faktisk nødt til at helbrede sig selv. Og for så vidt angår det videnskabelige miljø, så nævner de det ikke, fordi de ikke selv har opdaget det. Det var ikke ved hjælp af deres forskningspenge, at denne behandling blev fundet. Så de siger ikke noget. Jeg opdagede det her i mit lille kontor, her i kælderen under University of Oregon Medical School.«
